Archive for marts 2008

Hvor findes det fede design?

28. f 2008

I aften kårer Creative Circle de bedste værker inden for dansk design – dog er industrielt design ikke medtaget i år, men det skulle komme i 2009. Der er mange fine projekter nomineret til dette års award, hvor design for første gang – som tidligere beskrevet – er med. Kender man blot lidt til branchen, så ved man også, at der mangler mange gode designprojekter blandt nomineringerne.

Udgivelse om konceptdesign i Danmark kunne godt stå distancen til en nominering. Det er første gang, at en offentlig instans tør være så meget fremme i designskoene. Selvom man omvendt måske også kan tillade sig at kritisere designet for at tage en anelse for meget fokus fra selve indholdet.

Novo

Relanceringen af Novo Nordisks identitet kunne måske også have været oplagt. Alternativt kunne TDCs famøse relancering af deres corporate identity også være nærliggende, men TDC er vel selvkritiske i denne sammenhæng og forhåbentlig i gang med endnu et redesign, så de retter op på deres designkatastrofe.

Eksempelvis savnes en meget vellykket identitet til den økologiske slagter på Østerbro – Gourmandiet. Det er en begrænset eksponering, men den er ypperligt løst. Sjældent hænger den visuelle identitet og oplevelsen så godt sammen.

Gourmandiet

Derudover savner man også magasinet ”Dansk”, som ligeledes er et eksempel på elegant magasindesign, som man ikke ser så ofte.

Hvis Super Best kan komme igennem til en nominering, så burde redesignet af SuperBrugsen måske også have været repræsenteret. Godt nok er design til fødevareindustrien altid en særlig genre, da få har mod på at få design ala Harvey Nichols eller Dean & Delucca. Men det er omvendt positivt for designbranchen at fødevarebranchen har fået øjnene op for, at design kan være med til at skabe forskel på bundlinien.

Dette er således en opfordring til, at alle designvirksomheder husker at indstille deres designprojekter næste år. Gerne store som små projekter bør deltage, så vi kan bruge prisen til at vise det ypperste inden for dansk design.

Det bliver spændende at se om feltet til den danske designpris, som har deadline juni 2008, bliver bredere repræsenteret. Taget de tidligere års emner i betragtning begynder man allerede at tvivle.

Jacob Holm er ny formand for DDC

27. f 2008

JHJHJHJHEfter fire år på posten træder Steffen Gulman tilbage som formand for Dansk Design Center (DDC). Afløseren er Jacob Holm, som er udpeget af Økonomi- og Erhvervsministeren.

Jacob Holm er til daglig adm. direktør i møbelfirmaet Fritz Hansen, som i særlig grad er kendt for at producere nogle af de danske møbelklassikere, såsom syveren og ægget designet af ikonet Arne Jacobsen. Derudover er Jacob ansvarlig for designudvalget i Dansk Industri og formand for initiativet; Brugerdreven innovation.

Jacob Holm

Denne ministerudpegning af bestyrelsesformanden er nyt i DDC-regi. Det sker i forbindelse med, at der er vedtaget nye vedtægter for DDC.

De nye vedtægter betyder i praksis, at en del af bestyrelsen udskiftes – og der sker en ny medlemssammensætning. Den nye bestyrelse er endnu ikke konstitueret, men der er ingen tvivl om, at det er en anden type bestyrelse end den forrige. Og det er nok på godt og ondt.

Kan man tjene mere end 160.000 kr.?

10. f 2008

Det er dokumenteret, at de danske designvirksomheder tjener alt for lidt sammenlignet med andre brancher. Faktisk er gennemsnitslønnen for en designer i Danmark rundt regnet 160.000 kr….. om året. Niveauet over dagpenge vel sagtens. Der er mange forklaringer på, hvorfor det forholder sig sådan for en ellers yderst attraktiv og vellidt branche, som regeringen har udråbt til et af fremtidens centrale erhverv.

Et klart faktum er, at de danske designere er håbløs dårlige til at tage penge for deres opgaver kombineret med, at designvirksomhederne eller designerne tit skal igennem en ressourcekrævende konkurrence, før man får sin beskedne opgave. Det er begge dele forhold, som man kan og bør ændre. Rom blev ikke bygget på en dag. Så det tager desværre nok lidt tid før, at gennemsnitslønnen hæver sig til et rimeligt niveau.

Painting
“Already, companies that speak in the language of the pitch,
the dog-and-pony show, are no longer speaking to anyone.”
-Thesis #16 from the Cluetrain Manifesto

Der er heldigvis genveje - og en af de gode er at lade inspirere af Blair Enmark. Han er intet mindre end fantastisk. Han er fra USA og har i flere år arbejdet som salgsansvarlig på adskillige designbureauer. Han har på den baggrund udviklet konceptet “Win Without Pitching“, som fokuserer på, hvordan man som kreativ virksomhed kan tjene penge – uden at gå på kompromis med fagligheden. Det handler især om at være skarp i sin salgsproces, hvor han bandlyser konkurrencer, da det underminerer branchen mentalt og økonomisk. Man kan ikke være mere enig med manden.

Blair er i England den 14. (Manchester) og 15. (London) april og taler hos Design Business Association (DBA) under temaet “Beating the Big Guys“.  Hvis du interesserer dig for design management og indtjening i den kreative branche, så tag af sted.

Jeg kan garantere, at Blair har tjent din rejse ind efter den første time :-)