De to store erhvervsorganisationer i Danmark – Dansk Industri og Dansk Erhverv – har gennem det sidste års tid gennemgået omfattende fusionsprocesser. Begge organisationer har valgt at anvende design som et redskab i kampen om medlemmerne. Der er ingen tvivl om, at fokus er skærpet, og kommunikationsredskaberne optimeres oftere, end det er set tidligere.
Til trods for, at man ofte ser, at fusionspartnere anvender elementer fra de tidligere identiteter, har man i begge tilfælde valgt at få udviklet helt nye identiteter. Det er kloge valg.
Sidste år fik Dansk Erhverv udviklet et nyt logo. Mærket er en ren typografisk gengivelse af navnet Dansk Erhverv. Den blå farve gradueres i et forløb, som signalerer både dynamik og tyngde. Valget af den blå farve kan ikke overraske, når man skal repræsentere erhvervslivet.
Typografien er meget markant og skarp i udtrykket, men stadig relativ klassisk, så den kan holde et årti frem. Selve logoet er udviklet af Kontrapunkt.
Dansk Industri har været længe om at få redesignet deres logo, som de fleste kender fra DI’s domicil på Rådhuspladsen.
Deres tidligere logo var ganske ringe med den tætte kobling af bogstaverne D og I, så det er meget kærkomment, at DI også har valgt et redesign.
Dansk Industri har således netop lanceret deres nye identitet, som består af navneforkortelsen DI indkredset i to cirkler. De primære farver er noble og tenderer mod det neutrale i form af to grå nuancer. Frækheden kommer i den turkise farve, som gengiver payoff.
Typografien er væsentlig mere rund og imødekommende sammenlignet med typografivalget hos Dansk Erhverv. Alt i alt er letheden og de feminine toner i DI’s nye logo lidt overraskende for en så tung og gennemslagskraftig organisation, som DI nu engang er. e-Types har udviklet det omfattende identitetsprogram til DI. Læs mere her.
Nu hvor de to store erhvervsorganisationer har indset de forretningsmæssige fordele i at anvende design, som et strategisk redskab, kan man håbe, at denne tendens går videre til alle deres medlemsvirksomheder.
Tags: dansk erhverv, dansk industri, Identitet



3. f 2008 kl. 12:29 pm
Det må være et af de kedeligste logoer – og dermed også det dårligste – fra E-types endnu! Og pay-offen er også ramt helt forkert – alt for neutral og åben. Hvis man blev kontaktet af DI ville man tro at det var et af de dersens fup-firmaer a la Danmark Nationale Hjemmesideregister – og det farligt når man samtidig har så slapt et logo – der slet ikke sætter sig fast i erindringen…
3. f 2008 kl. 7:08 pm
Enig med JM. Det ligner nærmest gængs skiltning man vil møde i en lufthavn, mod gate D og I… helt sikkert under niveau, IMO.
3. f 2008 kl. 11:13 pm
NB. Et vigtigt element i transformationen fra Dansk Industris tidligere identitet er, at de nu kun hedder DI og ikke længere kendes ved Dansk Industri. Det kommer dog nok til at tage en årrække, før det er slået fast. (DR associeres vist nok stadig med Danmarks Radio)
26. f 2008 kl. 9:02 am
[...] HEART, Herning Museum for Contemporary Art, mens e-Types projektet viser, hvordan skriften til DIs nye identitet bliver [...]